Jeg har nu været tilbage efter sommerferien mere end en måned, og sikke en start på det nye arbejdsår vi har haft i Digitaliseringsinstituttet: Der har været rigtig stor interesse for kompetenceudvikling inden for digital transformation og digital ledelse fra mange forskellige kanter - det er jo herligt. Men endnu mere herligt er det at opleve, at interessen nu også kommer fra mange, for os, nye kanter og type af organisationer. Både private og offentlige, men også fra interesse- og faglige organisationer. Og det er ikke kun medarbejdere med ansvar for digitalisering og/eller it, som det lidt plejer at være, der kontakter os, men også folk med baggrunde som f.eks. læger, økonomi- og HR-chefer.
Det tager jeg som værende udtryk for en øget erkendelse af, at digital transformation og den digitale udvikling ændrer på arbejdsmarkedet samt en erkendelse af, at mange vidensjobs og stærkt faglige job ændrer karakter og indhold og for nogens vedkommende helt bliver overtaget af teknologi (f.eks. administrative robotter, som syntes at være det nye sort for tiden). Men samtidig også en spirende erkendelse af, at Digital Transformation også er en HR-dagsorden. Og det mener jeg jo i høj grad, at det er.
Og hvorfor mener jeg så det? Og hvad er de væsentligste ledelsesmæssige råd, der kan gives til ledere i forhold til ændringer på arbejdspladsen?
Digital transformation handler for mange om optimering af processer, forbedring af kundeoplevelse og/eller nye forretningsmodeller. Men det handler efter min mening også om:
Bevidst at anvende og lede nye teknologiske muligheder i relation til organisationen og medarbejderne.
At anvende teknologi og systemer til blandt andet at muliggøre fleksibilitet på arbejdspladsen og i jobbets udførelse.
Skabe mulighed for at netværke og vidensdele både internt og eksternt.
At anvende nye teknologiske muligheder til at tilbyde medarbejdere muligheden for digital kompetenceudvikling og re-skilling når det er påkrævet,
At skabe mulighed for at udvikle digital dannelse og for ledere digital ledelse etc.
Undersøgelser tyder på, at når disse forhold er til stede, er det lettere at tiltrække og fastholde medarbejdere og ledere.
Og så er de dage nok overstået, hvor dårlige brugergrænseflader, komplekse systemer og one-size-fits-all-teknologier samt systemer ikke falder i god jord hos medarbejderne - i hvert fald hos de medarbejdere, som har gode digitale kompetencer, og som vi derfor gerne vil tiltrække og fastholde i vores organisationer. Kravene om UX og personalisering vinder også indpas på arbejdspladserne, for slet ikke at tale om det behov, der allerede nu, og sikkert i endnu højere grad i fremtiden, bliver stillet til data-kvalitet. En data-kvalitet, som er vanskelig at opnå, hvis de systemer, der stilles til rådighed for medarbejdere ikke lever op til nutidens forventninger og krav til de systemer, vi møder.
Så skulle jeg give råd til virksomheder og ledere i relation til at skabe en arbejdsplads og organisation, som dels er attraktiv set i et digitalt perspektiv, og dels muliggør konstruktivt bidrag til organisationens digitale transformation, vil det være:
Arbejd bevidst og målrettet for at skabe rammerne for den moderne arbejdsplads – herunder muliggør tiltrækning og fastholdelse af digitale talenter.
Hav fokus på at stille teknologi til rådighed for medarbejdere, der muliggør vidensdeling, netværkssamarbejder internt og eksternt, gode og valide data etc.
Stil tidssvarende krav til de løsninger og systemer, som medarbejderne møder i deres hverdag – og interesser dig for det.
Hav fokus på medarbejdernes digitale kompetencer (herunder dannelse) på alle niveauer og invester i det kontinuerligt. Involver HR-afdelingen i kompetenceudviklingen, re-skilling og organisationsforandringerne, og kræv at den favner fleksibilitet på alle fronter.
Dertil skal der naturligvis arbejdes for, at organisationen kan acceptere fejl, udvise mod, høste gevinsterne ved de digitale investeringer, lede porteføljen af projekter etc.