Pyha, sikke et par måneder vi har haft her i Digitaliseringsinstituttet og ikke mindst jeg selv. Der har været pres på hos os og sikkert også hos mange af jer her efter sommerferien og i en hverdag og et liv hvor der ikke længere er corona-restriktioner.
Personligt har jeg måtte bruge september måned på at finde tilbage til en post-corona tilværelse, hvor det at møde på kontoret mange dage i løbet af ugen, hvor det at møde en masse mennesker i det analoge rum og netværke, hvor joggingbukser og ”hyggetøj” er blevet skiftet ud med nederdele, skjorter og blazere, hvor arbejdet forventes udført fra tidlig morgen til sent ud på eftermiddagen, igen er blevet hverdag – eller i hvert fald for rigtig mange af os. Om jeg er den eneste der, bare lidt, kan savne de mere rolige dage med tid til fordybelse og ”eget tempo” og måske ligefrem egen døgnrytme, som corona-tiden muliggjorde skal jeg lade stå hen i det uvisse.
Men jeg håber, at hvis der er noget som Corona-tiden vil komme til at betyde for mange os, er det en endnu større brug af digitale teknologier, og anvendelsen af dem, til at skabe større fleksibilitet og bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv. Personligt vil jeg sætte mig det som mit mål i årene fremover. Men denne klumme skal jo selvfølgelig ikke handle om mig og mine personlige prioriteringer, men om noget fagligt, som det plejer, og refleksioner jeg har gjort mig siden sidst. Denne gang handler klummen om en fiktiv leder og hvad dennes oplevelser er mht. digitale teknologier, IT og data i forskellige modenhedsniveauer – eller om jeg vil kalde det, i de 5 generationer af digital modenhed.
Ideen til den fiktive person opstod i forbindelse med slutspurten af manus til min nye bog ”Digital Modenhed – strategi, teknologi, organisation og lederskab i 5 generationer” som udkom i sidste uge. Da det første udkast til manus var færdig tilbage i foråret var der syv i mit netværk, der læste det og gav input til forbedringer. En af reviewerne foreslog at det kunne være interessant at få en gennemgående case om en eller flere ledere i de forskellige generationer, altså en leder der gennemlever alle fem generationer. En sådan fiktiv leder, blev Helene, som er leder på en kommunal folkeskole (i bogen er der også en case om HC som er ansat i IT-afdelingen i en dansk produktionsvirksomhed, og som ender med at blive teknologi-direktør i generation 5).
Vi møder Helene første gang for en del år siden (i generation 1), hvor IT blev kaldt for EDB (EDB står for Elektronisk Databehandling 😊), hvor hun lige har fået en ny computer, endda med farveskærm. Både for Helene og de administrative medarbejdere på skolen er det en ny måde at arbejde på, men det letter på mange måder både hendes og ikke mindst deres arbejde:
EDB-programmerne kan blandt andet hjælpe med at lægge skemaplaner; noget, de ellers har haft en medarbejder til, men hun skulle alligevel på pension. Takket være programmerne, behøver Helene ikke at afsætte en medarbejder på fuld tid til det længere.
Helene beslutter hurtigt, at skolen skal have sin egen hjemmeside, så forældrene hele tiden kan finde information om vigtige datoer, nye ansættelser, projekter og den slags. Skoleskemaerne, telefonlister og andet, som forældrene selv kan printe ud og hænge op, skal selvfølgelig også ligge der. Det sparer også ressourcer og telefonsamtaler, tænker Helene. Hun har ansat naboens kvikke søn til at hjælpe med det meste EDB-mæssige, og det virker o.k.
Alligevel kan Helene godt synes, at nogle af IT-løsningerne er lidt vel pebrede. Og hun savner også, at kommunen påtager sig en større del af ansvaret. Trods alt er det svært for Helene helt at overskue, hvad der er det rigtige, og hvad hun skal bruge tid og penge på, når det kommer til EDB.
Men en del af Helenes frustration løser sig, når skoleområder bevæger sig ind og op i generation 2, men det skaber også andre og nye fordringer for Helene, og en af dem er at Helene bliver træt af standard-systemtænkning
For uha, det er blevet tungt. Kommunens skoleforvaltning har indført et fælles system, som alle skal bruge. Helenes medarbejderes programmer passer ikke ind i systemet, de skal lære at bruge et nyt, som mange ikke bryder sig om.
Skolen må heller ikke have sin egen hjemmeside, men skal bruge kommunens fælles skoleportal. Forældrene er ikke tilfredse, og det er Helene, de klager til. Helene spørger i forvaltningen, om der kan gøres noget, men svaret lyder, at det nye system er en politisk beslutning, der skal effektivisere arbejdsgangene i hele kommunen.
Midt i utilfredsheden må Helene dog erkende, at det også er en befrielse at være sluppet for en del af opgaven. Trods alt er hun ikke uddannet inden for IT. Hendes lederopgave er at skabe en velfungerende skole for elever, forældre og lærere. Det kan hun bedre koncentrere sig om nu.
Til gengæld tvivler Helene indimellem på, at forvaltningen er tilstrækkeligt kompetent på IT-området. Hun har en masse forslag til forbedringer og muligheder, som hun sender til IT-folkene i kommunen. De kvitterer venligt for hver henvendelse, men hun hører aldrig rigtig noget tilbage.
Men en del at dette løser sig for Helene i Generation 3 – har kan Helene og faktisk også en række af hendes medarbejdere boltrer sig i ideer. Kommunen har nemlig fået en digitaliseringsafdeling, og den er lydhør over for meldingerne fra Helene og de øvrige medarbejdere på skolerne foruden forældre og lærere. Når Helene får gode idéer, bliver det taget alvorligt, så Helene har blandt andet fået en idé til en app, der kan hjælpe de tosprogede børn og deres forældre ved at oversætte vigtig information, for eksempel pakkelisten til lejrskolen, til deres eget sprog.
Helene har også fundet ud af, at virtual reality, VR, kan hjælpe nogle af eleverne med at lære bedre. For eksempel har flere klasser ved hjælp af VR været på pilgrimsfærd i Mekka og kan tale om det i undervisningen. Helene har også fundet ud af, at nogle af de vigtige gennemgange af et bestemt pensum kan optages og lægges online, så eleverne og deres forældre kan se det igen, når de kommer i tvivl. Alle nyder godt af Helenes idérigdom, og Helene selv begynder at blive inviteret med til kurser om digital omstilling og workshops med undervisningsteknologi. Hun bliver mere og mere nysgerrig på, hvordan teknologierne kan hjælpe hendes elever.
Og det begynder Helene for alvor at tage fat på i Generation 4, hvor hun begynder at tænke undervisning på nye måder. Helene er nemlig blevet bedre og bedre til at se de mange muligheder for at bruge teknologien i undervisningen. Hun har kontakt til dygtige britiske og svenske undervisere, som hun udveksler idéer og erfaringer med, og hun er også skrap til at finde de forskellige programmer og apps, som kan gøre underviserne på hendes skole bedre eller hjælpe elever med forskellige behov.
Skolens bedste natur- og tekniklærer går på pension. Hun har ellers været skolens stolthed, for ikke så få elever har fået en universitetsuddannelse inden for STEM-fagene takket være hendes engagement. Helene har ikke kunnet finde en lige så kompetent lærer, og hun overvejer derfor, om hun kan bruge de mange digitale undervisningsplatforme og programmer til at skabe en alternativ løsning. Hvad nu hvis hun bruger sin og sit netværks viden om de bedste platforme inden for natur og teknik? Sammen finder de frem til en række digitale muligheder, som ikke alene lever op til pensum, men som Helene med det samme kan se også kan inddrage nogle af de elever, som ellers har svært ved at engagere sig i natur og teknik-undervisningen.
Helene er nysgerrig efter de nye muligheder, og hun er god til at se, hvad der er god kvalitet, og hvad hun ikke kan anbefale. Lærere, forældre og børn kommer også med forslag, og Helene ser, hvordan de kan opfyldes. Hvorfor ikke lave verdens bedste app til at lære brøkregning for eksempel? Helene finder en udvikler i Sydafrika, der allerede er i gang med netop det.
Helene er glad for den fleksibilitet og hævning af det faglige niveau som alle de nye muligheder og samarbejdspartnere giver mulighed for. Men stadig savner Helene muligheden for at bruge data på en måde der både kommer eleverne men også lærerne til gode og øger deres muligheder for at hjælpe de forskellige elever på måder der præcist egner sig til hver enkelt af dem Det begynder hun at tage fat på i generation, hvor Helene giver lærerne nye roller.
Helene har fortsat sin jagt på de gode løsninger, der kan hjælpe både elever og lærere. Hun bruger sin mangeårige erfaring til at forstærke medarbejdernes faglighed med digitale løsninger, som også i stigende grad bliver i stand til at forudse, om en elev vil få brug for hjælp, så skolen kan gribe ind i tide. Og de ansatte har fået opbygget en stærk læringskultur, hvor de digitale redskaber er en selvfølgelig del af undervisningen, der nogle gange er fysisk, andre gange digital.
På mange måder er lærerne efterhånden lige så meget guider, der kyndigt og ud fra deres kendskab til eleverne, vejleder dem til de bedste platforme til netop deres behov og måde at lære på. De har fået bedre tid og flere ressourcer til at tage sig af de elever, der har et særligt behov, hvad enten det er, fordi de er langt foran de andre og skal have ekstra udfordringer, eller fordi de tumler med problemer.
Data er kommet ind i skolen, og det handler ikke længere kun om de enkelte elever, men også om deres sociale situation, deres forældre, baggrund og så videre. Det har skabt en større debat, helt på ministerplan, for hvad må man i grunden bruge, og hvor langt må man gå for at sikre, at et barn ikke svigtes eller risikerer at komme håbløst agterud? Det har givet nogle vigtige debatter, og efterhånden er strukturerne på plads. Men det er stadig til debat, hvilke data der skal bruges, og hvordan de bruges til at hjælpe den enkelte elev.
Historien om Helene viser efter min mening med al tydelighed, hvordan teknologier i et digitalt modenhedsperspektiv kan anvendes til dels at gøre Helenes liv bedre og hendes arbejdsliv mere interessant, samtidig med at hendes kunder (her primært elever) får et bedre tilbud, læring og muligheder op igennem generationerne, alt imens lærerne også bliver bedre og bedre til rent faktisk at lære alle elever noget udfra præcist deres preferencer og niveauer. Det øger mulighedsrummet og fleksibiliteten for alle, og bidrager til at en ”bedre verden” og til mange bundlinier ud over den økonomiske. Noget jeg tror vi alle skal blive bedre og bedre til at tænke i generelt og særligt her i en post-corona tid.
English
Dansk
Norsk