Shared leadership ambition and competency development

SEE THE TOOLS
Blog Post
January 2019
Se flere kronikker

2018 er fløjet afsted med mange spændende opgaver og for mig blev det året, hvor jeg oplevede at den digital transformative dagsorden for alvor synes at have bidt sig fast i ledergrupper i såvel den offentlige som den private sektor. Og det lader til at Digital Transformation, for at citere en ledende medarbejder i en dansk kommune, går fra at blive set på som en ”personlig passion til en fælles ledelsesmæssig ambition”.

Om end december måned var kort på grund af julen, havde jeg fornøjelsen af at nå at tale med en række ledere og høre om, hvad der optager dem i forhold til deres organisationers fremtidige digitale omstilling og særligt om deres ledergruppes rolle og kompetencer i forhold hertil. Og de ting, som går igen, synes at være mangel på fælles sprog, fælles ansvar og fælles retning. Erkendelsen i flere og flere organisationer synes at være, at hvis der for alvor skal rykkes på den digital transformative dagsorden i organisationen, kan det ikke gøres ved at enkelte ledere af egen interesse vælger kompetenceudvikling, men kræver at den samlede ledergruppe udvikler sig sammen.  

Hvad gør I for jeres ledergrupper – er der behov for en samlet indsats? Hvordan sikrer I, at der udvikles en fælles ledelsesmæssig ambition og et fælles ledelsessprog og begrebsunivers? Er ledergruppen moden til det og vil de have interesse herfor? Hvem i organisationen skal et eventuelt fælles kompetenceløft forankres hos? Skal det være frivilligt for ledere at deltage eller skal det være obligatorisk? Etc. er blot nogle af de spørgsmål, som jeg forestiller mig at mange sidder tilbage med rundt omkring.

Jeg vil dele en række eksempler på, hvordan andre har grebet det an, som forhåbentlig kan stå til inspiration for jer;

Det første kommer fra en stor statslig organisation, hvor to ledende medarbejdere fra HR-afdelingen deltog på kurset i Digital ledelse hos Djøf. De var glade for udbyttet og havde efterfølgende selv arbejdet på at udbrede det, de havde lært til resten af ledergruppen – men som de gav udtryk for; ”det er svært…. de kan godt lære alle ordene, men hvad det konkret betyder for dem og den måde de tilgår opgaverne på kan være svært for dem at ændre. Vi har nu talt med vores direktør og fået ham med på ideen om, at vi skal holde et særligt kursus for vores samlede ledergruppe hos os og at indholdet dels skal være generelt men også relateret direkte til vores branche og særlige udfordringer her”.

Det andet eksempel kommer fra en dansk kommune, hvor en ledende HR-konsulent på vegne af kommunaldirektøren var blevet bedt om at kontakte mig, for at tale om forskellige muligheder for et skræddersyet Executive Masterclass program for deres topledere. Det de gerne ville have ud af et sådan kursus, var et fælles sprog og begrebsunivers i hele topledelsen tæt relateret til særligt kommunale udfordringer. Vi havde dialog frem og tilbage og er landet på 3 hele kursus- og workshopdage for deres topledere.

Et tredje eksempel kommer fra en organisation med mere end 15.000 medarbejdere. Her fik Koncern IT for mere end et år siden ansvaret for Digital Transformation og kompetenceudvikling i organisationen både for ledere og medarbejdere og også budgettet til det. Der var lidt usikkerhed omkring, hvordan topledelsen skulle adresseres og deres interesse heri. Efter en del dialog internt lykkedes det Koncern IT-direktøren at få afsat en halv dag på det årlige ledertræf for top 50 til temaet Digital Transformation. Samtidig havde han besluttet, at tilbyde de 50 ledere muligheden for at deltage på en skræddersyet Masterclass i Digital Transformation af i alt 4 dages varighed. Denne mulighed blev afslutningsvist præsenteret på ledertræffet. Og inden dagen var omme, var det første hold stort set fyldt op – så hvis der var usikkerhed om ledernes interesse i at deltage i kompetenceudvikling indenfor Digital Transformation – så var det på ingen måde tilfældet efterfølgende. Og andet hold er i skrivende stund stort set også fyldt op. 

Det sidste eksempel kommer fra en privat virksomhed i den finansielle sektor. Virksomheden lancerede for et par år siden en ny strategi, hvor digitalisering var et centralt omdrejningspunkt. Alle de strukturelle ændringer, som der lægges op til i strategien, er foretaget men virksomheden oplever ikke at arbejdsmetoder eller mindset har ændret sig. Der arbejdes stadig rundt omkring i organisationen, som ”man plejer”, tværorganisatorisk samarbejde finder ikke sted i tilfredsstillende grad, IT betragtes stadig som en underleverandør og ikke en strategisk medspiller og der synes at være tale om en organisation hvor hver enkelt leder synes at køre sin egen dagsorden. ”Hvordan kommer vi videre herfra, Pernille?” lød spørgsmålet. Netop dette er jeg gået i tænkeboks på, men jeg forestiller mig, at det bliver noget med at lave noget samlet for ledergruppen på tværs af de forskellige forretningsområder og organisatoriske enheder og måske en fælles deltagelse på, måske ikke hele vores Masterclass, men så på udvalgte moduler og sessioner.

Apropos Masterclass i Digital Transformation – så har jeg i løbet af de sidste mere end to år haft fornøjelsen af, at have mere end 200 ledere på uddannelsen – mange er kommet alene eller sammen med en enkelt kollega, andre er kommet i ledergrupper. Det er mit klare indtryk, at der hvor det virkeligt har flyttet noget for organisationen, er der hvor der har været flere ledende medarbejdere fra forskellige områder i virksomheden, af sted sammen.

Vi har allerede næsten fyldt det næste hold op som starter den 31. januar og det er jo glædeligt, men jeg har også en klar forventning om, at vi i 2019 kommer til at gennemføre flere skræddersyede Masterclasses tilpasset konkrete ledergruppers ønsker, behov og branchespecifikke forhold, end vi tidligere har gjort. Om vi kan anvende en række af de digitale læringselementer (som vi har arbejdet på at udvikle det sidste års tid) eller om topledelser rundt omkring udelukkende foretrækker fysisk fremmøde, hvor muligheden for at møde underviserne og debattere fysisk med hinanden er til stede i traditionel forstand, regner jeg med at blive klogere på det næste halve års tid.

Indtil da vil jeg ønske alle et godt nytår. 

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram